I alle hjem findes der ritualer, som kan svinge fra store til små. Ved juletid kan det være ritualer om, hvilke film vi ser, og hvem der laver hvilken mad. I årets løb kan det være ritualer på kærestedage, ritualer med gamle klassekammerater eller blot et aftenritual om en stund i sofaen med telefonen.
... er det i virkeligheden en selv, der er blevet mindre?
Ritualer er handlinger, noget vi gør, og som skaber en orden. De knytter os positivt sammen – enten med hinanden, vores venner eller med noget, som vi ikke helt kan sætte ord på. Derudover er der ritualer, som vi deles om – først og fremmest dem, som kirken tilbyder. Kirkens ritualer drejer sig om de store overgange i livet - overgangen fra barndom til ungdom, fra ugift til gift, fra levende til død. Netop ved disse store overgange kan man opleve, at livet pludselig viser sig større end det tidligere har gjort – eller er det i virkeligheden en selv, der er blevet mindre?
Den oplevelse – at man midt i sin storhed føler sig lille – kan også beskrives som et møde med det hellige. Det hellige betegner det ubegribelige, som vi ikke kan vide ret meget om, men som vi ikke desto mindre oplever ganske klart.
Vi er ikke i tvivl, når vi står overfor det hellige, og ritualerne giver os en ramme, så vi kan fastholde det, markere det og ikke mindst overskue det. Kirkens ritualer giver os mulighed for ”at gøre noget”, når livet bliver stort og vi bliver små.